Man kan ikke beskylde Gdansk for at være en kedelig by. Her er noget for enhver smag; hyggelige fortovscafeer, eksklusive restauranter, natklubber, teatre, museer, opera og meget mere.
Gdansk har en fantastisk historie; anden verdenskrig startede her og ligeledes gjorde opstanden mod det kommunitiske styre af værftsarbejderne. Efter anden verdenskrig lå byen i ruiner efter voldsomme kampe, men endnu engang formåede byen at rejse sig ud af ruinerne.
Området som byen ligger i består egentlig af tre byer, som er vokset sammen til en stor by. På polsk kaldes området Trojmiasto, som betyder de tre byer; Gdansk, Sopot og Gdynia, hvoraf Gdansk er den største.
Hele byens center er genskabt så det står i fordumspragt og dette store arbejde viser i dag den prægtige by som et levende museum. Man kan altid bruge tid på at gå rundt og kigge på byen.